onsdag den 15. juli 2009

Alex i eventyrland

En af mine yndlings designere er den kontroversielle ’enfant terrible’ Alexander McQueen, som jeg trofast følger og beundrer. Denne sæson har han gjort det igen: taget modeverdenen med storm, delt vandene, overasket og forvirret. Ud over at han er en sand showmand, der forstår hvordan man skaber drama, er han også et geni, der fortæller historier med sine smukke klæder.

 

Meningerne i modeverdenen er delte: Nogle er fuldstændig blæst væk, mens andre finder McQueens kollektion stødende og misogyn. En ting man med sikkerhed kan sige er, at McQueen igen har skabt en kontroversiel kollektion.
Det er ikke til at sige om McQueen udtrykker vrede eller humor i sin efterårskollektion ’09. De brusende skørter, taljeformede korte jakker og tweedagtige dragter refererer til såvel Christian Diors ’New Look’ som Chanels klassiske og ikoniske dragter. Ingen tvivl om, at designeren udtaler sig om det 20. århundredes mode fra et satirisk og parodierende perspektiv. Modellernes sex-doll-læber leder tankerne hen på Merilyn Monroe, sex og lystighed. Denne gang blot med en twist, for de røde læber er pumpet op til noget ugenkendelig, nærmest frastødende.

Alle de tøjstykker som vi elsker og beundrer såsom Chanels tweeddragter og Diors feminine stykker er i McQueens verden fordrejet til noget nærmest absurd og hæsligt. Efter min mening er dette det smukke ved McQueens kollektion. Han dekonstruerer det kendte og det smukke, og giver os i stedet et nyt syn på det, som vi tror os bekendte med. Hvad hans budskab er, det kan jeg ikke udtale mig mere præcist om, men selv i sin absurditet og hæslighed, finder jeg noget smukt og kunstnerisk ved kollektionen.


Jeg ved ikke hvordan I har det med denne kollektion, men I er meget velkommen til at komme med input. Er det en kollektion som I har lagt mærke til og dannet jer en mening om, eller er det bare for absurd og underligt? Personligt har denne kollektion i starten frastødt mig, men jeg kunne ikke lade være med undrende at vende tilbage til den, og til sidst endte jeg med at elske den fuldstændigt.
I vinters var jeg ude på et af de indendørs loppemarkeder, hvor jeg fandt den ternede jakke, som I kan se på billedet. Jeg har ikke brugt den endnu, men efter at have set McQueens kollektion har jeg fået ideer til
hvordan jeg kan bruge den til efteråret. På billedet har jeg kombineret det med et læderbælte og røde negle, for at skabe en lidt dyster og vampet stil, men man kan også go light og kombinere den med T-shirt og jeans.

2 kommentarer:

  1. Jeg har en ligende jakke, som jeg har fundet i min farmors skab- hun købte den da hun var gravid med min far..
    Efter at have været en tur hos en veninde er den nu lidt kortere og med korte ærmer..
    Så jeg skal ha fundet et par lange handsker og et bredt bælte, så er jeg klar til vinter:)

    SvarSlet
  2. Der er altså intet bedre end arvestykkerne, udover at de kan sammensættes på en ny og moderne måde, så har de også en historie.

    SvarSlet